Julen er for mange en højtid præget af glæde og samvær med familie og venner. Gaver og julemad er en fast tradition for de fleste, men for nogle mennesker er julen og december måned en tid på året, der er fyldt med bekymringer. Hvor skal pengene komme fra? Hvordan skal vi få råd til en gave til Peter?
Hvert år uddeler Røde Kors julehjælp til økonomisk trængte børnefamilier i Danmark. Også i Gentofte findes der dårligt stillede familier, som ikke har midler til at købe julemad og gaver til børnene.
I Røde Kors Gentofte bliver der årligt uddelt julehjælp til ca. 100 familier.
Sådan søger du om julehjælp
Har du og din familie behov for julehjælp, skal du sende en ansøgning. Fra 1. november kan du finde ansøgningsskemaet her: www.rodekors.dk/julehjælp
Vi forsøger at imødekomme alle relevante ansøgninger, men da vi forventer, at mange vil søge i år, kan det være, at det ikke bliver muligt.
Fristen for at søge julehjælp er lørdag den 30. november, og du får svar på din ansøgning pr. mail senest den 7. december. Hvis du får bevilget julehjælp, får du samtidig besked om, hvor og hvornår du kan hente den.
Vil du støtte julehjælpen
Vil du hjælpe med at give økonomisk trængte børnefamilier en god jul, så kan du læse mere og give dit bidrag her: www.rodekors.dk/jul
Vil du være frivillig
Har du lyst til at blive frivillig inden for julehjælp, eller vil du gerne høre mere, kan du kontakte aktivitetsleder Lillan Thune Andersen, gentofte.julehjaelp@rodekors.dk.